”Det betyder meget at få mulighed for at sige tak”
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

All teams NO - 29-06-2019

”Det betyder meget at få mulighed for at sige tak”

Betina Vedsted cyklede de første tre kilometer af Team Rynkebys tur til Paris sammen med sin søn Jacob, der har været igennem et langt og hårdt kræftforløb.

Prolog, København: Da 550 Team Rynkeby-ryttere fra Danmark og Norge tog hul på den otte dage lange cykeltur til Paris i formiddags i København, fik de følgeskab de første tre kilometer af børn og familier med tilknytning til Børnecancerfonden eller Børnelungefonden.

En af dem, der havde sagt ja til at cykle med det første stykke, var Betina Vedsted, der cyklede turen fra Rådhuspladsen til Rigshospitalet sammen med sin 14-årige søn Jacob.

Tilbage i 2015 fandt lægerne en 10 cm lang og fire cm bred tumor i Jacobs ene arm, hvilket blev starten på et fire år langt behandlingsforløb med to hårde tilbagefald med ny kræft i kraniet og benet, adskillige kemokure, strålebehandlinger, operationer, behandlinger med stærk smertestillende medicin og lange genoptræningsforløb.

I november sidste år fik han sin sidste kemobehandling for knoglekræft, og så sent som i går, fik familien den glædelige besked, at Jacob fortsat er sygdomsfri.

- Det er vildt. Man føler, at man får tre måneder mere forærende sammen med ham. Han har haft en enormt sjælden type kræft, og det er fantastisk at vide, at vi har ham endnu længere, siger Betina Vedsted, da kortegen kom frem til Rigshospitalet.

Det er en ære
Derfor var det også vigtigt for Betina Vedsted at deltage i arrangementet i dag.

- Det er vildt imponerende og sejt at opleve det, som Team Rynkeby-deltagerne gør. Jeg tror ikke, at ord kan beskrive, hvor taknemlige vi er, siger hun.

- Det er en ære at få lov at cykle med og give lidt tilbage for alt det, vi har fået fra Børnecancerfonden. Rytterne og servicefolkene skal vide, hvor meget vi som familie værdsætter det, de gør. Det er blandt andet på grund af dem, at forskningen styrkes, og at vi har fået adgang til forskellige tilbud som familie. Det har jeg behov for at sige tak for, siger Betina Vedsted.

Det går fremad
Lige nu går det fremad med Jacob.

Lige nu har lægerne fokus på at få overblik over hans senfølger, så han kan få den rigtige hjælp.

Med færre besøg på hospitalet kan familien være mere sammen og få brugt tiden på gode oplevelser – blandt andet på flere rejser.

- Nu skal vi bare være sammen som familie og have det rart. Jeg har lært, at man ikke må udsætte at leve, for man ved ikke, hvad fremtiden bringer, siger Betina Vedsted.

Team Rynkeby består i år af 2.000 cykelryttere og 500 hjælpere fordelt på 54 hold fra syv lande. Turen er ca. 1.300 kilometer lang, og de fleste hold bruger otte dage på turen. Alle hold ankommer samlet til Paris på lørdag den 6. juli 2019.

Du kan følge hele turen LIVE her: www.team-rynkeby.com/LIVE2019.

Skriv kommentar

 

Tilbake

Snapshots from Tour de Paris 2019

Snapshots from Team Rynkeby's trip to Paris 2019 - new snapshots every day.

See videos

Bli sponsor

Bli sponsor for Team Rynkeby og vær med på å støtte kampen mot barnekreft.

Se mulighetene

Platinum Sponsors

Follow @TeamRynkeby on Instagram