Jettes datter fik kræft som 14-årig – nu cykler hun og svigersønnen til Paris for at hjælpe andre syge børn
<!--@ParagraphImageLinkAlt-->

All teams NO - 02-07-2019

Jettes datter fik kræft som 14-årig – nu cykler hun og svigersønnen til Paris for at hjælpe andre syge børn

Jette Haugaard og Kasper Mikkelsen er mor og svigersøn. De er forenet på Team Rynkeby af en helt særlig grund.

- Kasper er nok ikke stået op endnu, griner Jette Haugaard, da vi møder hende foran det smukt beliggende Hotel Heidegrund ved Petersfeld i Nordtyskland, hvor Team Rynkeby Østjylland har tilbragt natten forud for 3. etape på Team Rynkebys tur til Paris.

Solen er endnu ikke brudt op over træerne, og der er ikke meget liv omkring hotellet.

Kasper Mikkelsen er Jettes svigersøn, og de har lovet at fortælle Tour News LIVE, hvorfor de kører til Paris sammen.

Jette sætter sin beautyboks (en kasse med en cykelrytters ting, red.) fra sig på jorden og hilser på et par holdkammerater, der også er tidligt oppe.

Hun kan ikke helt præcist huske, hvordan hun og Kasper fik idéen til at ansøge om at cykle med Team Rynkeby til Paris, men årsagen står lysende klart for hende.

Mette blev syg
Tilbage i november 2007 vågnede hendes 14-årige datter, Mette – der senere blev Kaspers kæreste – midt om natten med store smerter i skulderen.

- Hun var meget ked af det og havde ondt. Vi snakkede lidt om det og fik det dysset ned, og næste dag var hun i skole. Men natten efter skete det igen, og heldigvis var hun her standhaftig og sagde, at hun gerne ville til læge, så vi fik en akuttid, siger Jette Haugaard.

Lægebesøget vendte op og ned på deres liv.

- Mette havde en knude i brystet – ikke brystkræft, men Non Hodgins Lymfom, der er en lymfeknude i brysthulen, og 14 dage senere fik hun sin første behandling, fortæller Jette.

I første omgang troede lægerne, at de kunne klare knuden med kemo, men det gik ikke, som de havde håbet.

- Der blev sat et nyt forløb i gang, som heller ikke lykkedes, og så endte de med at fjerne den ved en operation, hvor de gik ind mellem ribbenene. Henover sommeren 2008 fik hun en stamcelletransplantation, der gjorde, at hun var helt nede at vende – immunforsvaret bliver simpelthen slået helt ned, siger Jette Haugaard.

- Og for at være på den sikre side, så fik hun også 30 strålebehandlinger i løbet af efteråret, fortsætter hun.

Har kun tvivlet én gang
Selvom behandlingen var hård ved Mette, havde hun og familien hele vejen igennem forløbet en stærk tro på, at hun nok skulle klare den.

- Vi blev hele tiden stillet i udsigt, at de havde en forventning om, at de kunne helbrede hende. Og Mette havde heldigvis selv en stærk tro på, at hun også nok skulle klare den, siger hun og holder en kort pause.

- Der var en enkelt gang henover sommeren 2008, hvor hun havde det rigtig dårligt, hvor jeg som mor var nødt til at spørge hende, om hun var bange for, at det ikke skulle gå. Og så sagde hun blot; jeg har det bare så dårligt, mor!

- Og så kunne vi pakke den sammen, siger Jette Haugaard.

Det rammer hele familien
Stort set hele 2008 var sat på standby for Mette, men det var ikke kun Mette, der led. Sygdomsperioden var også hård for hendes lillebror Simon, der på det tidspunkt var 11 år gammel.

- Det er jo ikke bare det syge barn, der bliver ramt – det er hele familien og særligt barnets søskende. Simon er dog heldigvis også kommet godt igennem forløbet, men det er naturligvis en enorm bekymring for en mor oven i alt det andet. For der er jo ingen tvivl om, hvor familiens fokus bliver rettet hen, når et barn bliver sygt, siger hun.

Og Mette har det godt i dag,

- Hun er stort set fit. Hun har lidt nedsat lungekapacitet, fordi de under operationen ramte en nerve ved den ene lunge. Og på grund af stamcelletransplantationen har lægerne taget hendes ene æggestok ud. Den skal så sættes tilbage, så hun på et tidspunkt selv kan blive mor, siger Jette Haugaard.

Du kan se, Jette og Kasper fortælle om deres tur til Paris i Tour News LIVE nedenfor.

Og så er der lagt op til et glædeligt gensyn, når Tour News sender LIVE fra Mur de Huy på torsdag. Her vil både Mette og Simon være på plads, når Team Rynkeby Østjylland og mange af de andre Team Rynkeby hold passerer den stejle bakke i Belgien.

 

Skriv kommentar

 

Tilbake

Snapshots from Tour de Paris 2019

Snapshots from Team Rynkeby's trip to Paris 2019 - new snapshots every day.

See videos

Bli sponsor

Bli sponsor for Team Rynkeby og vær med på å støtte kampen mot barnekreft.

Se mulighetene

Platinum Sponsors

Follow @TeamRynkeby on Instagram